|  Søg  |  Kontakt
 

Interview med bispekandidat Asser Skude, sognepræst ved Kapernaum kirke

1. Hvilken rolle synes du folkekirken skal spille for de unge (13-25 år)?

Min personlige holdning er naturligvis, at Folkekirken skal være der for de unge. I forhold til min bispekandidatur mener jeg naturligvis også, at det har top-prioritet for Folkekirken i Københavns stift, at få engageret og forankret de unge i relation til Folkekirken, dens præster, frivillige og det kirkelige liv. De unge er vores fremtid og uden unge uddør vores Folkekirke. Så enkelt er det.

Folkekirken skal fremtidssikres. Tiden er ved at løbe fra Folkekirken. Jeg er ung, jeg har kræfterne. Jeg er god til at få fat i de unge mennesker. Der kan og skal gøres så meget som muligt for, at Folkekirken i Københavns stift er der for de unge.

2. Hvilke af SUKs 10 teser om unge og kirke kunne du forstille dig at sætte fokus på?

Af de 10 teser (som alle er gode og vigtige for at forankre de unge i Folkekirken) vil jeg fremhæve disse to: Nemlig tese 2 og tese 3. Det kan kun gå for langsomt med at implementere disse to forslag. Det bør hvert stift kunne bære. Altså mindst én ungdomspræst for hver af stifterne og mindst én ungdomskirke for hvert stift.
Jeg vil endda påstå, at Folkekirken vil vinde på etablere disse to forslag. Ved f.eks. at der i hver stift er en kirke og en præst med særlig kompetence og evner og muligheder for at udvikle og forankre de unge og deres udfoldelse i kirkeligt miljø, bliver det samtidig nemmere for de øvrige præster i stiftet at hente inspiration/henvise deres unge til denne kirke og de fællesskaber, der findes der. F.eks. ligesom det er dejligt nemt for mig i Kapernaum, at kunne tage mine konfirmander til ungdoms-gudstjeneste og nadverfejring skærtorsdag aften i Brorsons kirke som ligger under en kilometer væk. Brorsons kirke har jo allerede hele konceptet og pakken til de unge. På den måde er det ressourcebesparende for mig af tid, kræfter og penge, og for Kapernaum kirke og personale.

Tese 2 og 3 er lige til at gå til. Evt. i samråd med SUK.

3. Hvad er din reaktion på den undersøgelse, der viser at konfirmander mister troen, når de går til konfirmandundervisning?

Den internationale undersøgelse, der henvises til om at unge skulle miste troen under deres konfirmandforberedelse, har jeg ikke haft lejlighed til at læse igennem, men forholder det sig virkelig sådan, er det naturligvis beskæmmende og det må mane til eftertanke og handling. Jeg håber imidlertid ikke undersøgelsen er repræsentativ for de københavnske forhold (inklusiv Bornholm). Hvis det alligevel skulle være tilfældet, må der sættes ind for at vende den situation. Ansvaret herfor må påhvile alle planer af Folkekirken i Københavns stift, og det er op til stiftet, det lokale provsti og menighed og præster og børne- og ungdomsorganisationerne og de frivillige at skaffe optimale forhold til konfirmandundervisningen.

Hvorom alting er, kunne det måske være vigtigt at få kortlagt de danske og københavnske forhold (Bornholm inklusive) i forhold til, hvordan kirke, præster, organisationer, frivillige mm. møder de unge anno 2009. Hvordan gør vi, gør vi det godt nok, kan vi gøre det bedre?