|  Søg  |  Kontakt
 

Interview med bispekandidat Kaj Bollmann, generalsekretær i Kirkefondet

 

1. Hvilken rolle synes du folkekirken skal spille for de unge (13-25 år)?

Grundlæggende skal folkekirken spille samme rolle for de 13-25 årige som for alle andre: at etablere et møde mellem mennesker og evangeliet, og at skabe fællesskaber, hvor dette møde kan udfolde sig på mange forskellige måder, så de forskellige generationer og grupper kan være til stede på måder, som svarer til deres kultur og livsformer.

Det gør det vigtigt, at nye initiativer for de 13-25-årige inddrager aldersgruppen selv og ikke bare vil ”gøre noget for den”. Det er en lidt nedladende og ikke-konstruktiv måde at gå til udfordringen på. De 13-25-årige er lige så meget kirke som vi andre, og de ved selv noget om, hvordan de gerne vil være det. Så de er de nærmeste til at tale med om det, og de skal tages alvorligt. 

Jeg glæder mig over de sidste dages offentliggørelse af undersøgelsen af de unges kirkegang, som viser, at den er stigende. Jeg tror, at denne udvikling skyldes de tiltag, der er sket i de senere år, som har taget udgangspunkt i de unge selv, og ikke i at få dem ind i de klassiske former.

 

2. Hvilke af SUKs 10 teser om unge og kirke kunne du forstille dig at sætte fokus på?

Jeg synes at alle ti teser er vigtige. Det er svært at prioritere imellem dem, fordi de alle udtrykker behovet for at lade de unge være kirke på egne præmisser. De to første punkter er jo allerede langsomt ved at komme i gang i form af initiativer i forskellige provstier osv. Jeg tror, at det er et spørgsmål om ikke så mange år, før disse mål vil være opfyldt.  Det samme gælder 8-9. 10’eren mener jeg skal forankres i Folkekirken.dk. Det vil være det rigtige sted både at drøfte emnet og realisere tesen. Når vi taler om medier for unge i dag, så er det de virtuelle medier, der er de vigtige. Jeg vil gerne arbejde for en ungdomskirke i hvert stift, men forudsætningen for, at det virkelig batter, ligger ikke i, om der er en bestemt ungdomskirke eller ej, men i om ungdomsperspektivet tages ind. Så de væsentlige teser for mig lige nu er de midterste.

Jeg synes det er rigtig vigtigt at få mere forskning i unges forhold til troen. Jeg ved jo fra mit arbejde med kirkerum, hvor vigtigt det er, at arkitekturen muliggør mangfoldighed, men jeg vil nok alligevel lige nu fokusere på 6 og 7, fordi musikken er en så central del af de unges liv, og derfor er musikken i kirken en forudsætning for de unges deltagelse, og fordi det er meget væsentligt at de unges åndelige søgen mødes med gudstjenesteformer og spirituelle former, som de kan føle sig hjemme i.

 

3. Hvad er din reaktion på den undersøgelse, der viser at konfirmander mister troen, når de går til konfirmandundervisning?

Undersøgelsens resultat er bekymrende, og jeg deler ikke Kjeld Holms ligegyldighed over for den. Jeg tror ikke på, at ændring af konfirmationsalderen ændrer noget.  Forskellige årgange kræver forskellige undervisningsformer, men det er ikke det afgørende.

 

Jeg tror, der er nogle muligheder, der er meget væsentlige:

- Mere vægt på oplevelse og fællesskab, mindre på undervisning i traditionel forstand.

- Mere vægt på spiritualitet i praksis. Ikke bare lære om bøn, men bede!

- Præster og andre undervisere skal være gode eksempler og troværdige vidner om det, de underviser i.  De skal være engagerede. Og man burde overveje at friholde de præster, der virkelig ikke har evner og lyst til at undervise og i stedet dele opgaver på anden vis.

- Andre end professionelle skal inddrages (menighedsrådsmedlemmer, frivillige, konfirmanderne fra året før, folk i lokalmiljøet).

- Frihed til meget forskellige former i konfirmationsarbejdet (lejre, weekendundervisning, større klumper, samarbejde på tværs af sogne, osv.).

- Der skal være opfølgningstilbud i årene efter konfirmationen i form af klub, årsfester, lejre o.l., så der hele tiden er åbne døre ind, der svarer til alderen.

- Samarbejde med de frivillige børne- og ungdomsorganisationer, så deres tilbud integreres i en helhed. Se på erfaringerne fra Norge med dåbsoplæringsprogram 0-18 år.